17. mar 2024

Ferrari 599 GTO – Den Brutale Ballerina

Ferrari 599 GTO - Den Brutale Ballerina

GTO. Gran Turismo Omologato. Et navn der, for kendere af bilmærker med stejlende heste på kølerhjelmen, giver julelys i øjnene og heftig hjertebanken. Produceret i kun 599 eksemplarer er Ferrari 599 GTO den yngste i den berømte klassikertrekløver og løfter arven fra unikummet 250 GTO og 80’ernes turboladede monster 288 GTO.

Grundlæggende set ligger 599 GTO et sted mellem en voldsomt opdateret GTB og en gadelegal udgave af 599 XX – trackdaymonsteret fra Maranello, som ramte under de magiske 7 minutter på Nürburgring. I GTO er tingene naturligt nok skruet en anelse ned i forhold til 599 XX, men de tolv cylindre yder alligevel 670 hestekræfter. Et tal, der i 2024 vil være voldsomt, men som i 2010 var decideret vanvittigt.

Under udviklingen fokuserede ingeniørerne meget på vægt, så derfor er nærmest alle dele af karosseriet fra 599 GTB blevet enten lettere, smukkere eller begge dele – alt sammen med henblik på at skabe størst mulig downforce og mindst mulig masse. Resultatet er en bil, der vejer omkring 100 kilo mindre end 599 GTB og med nye elektromagnetiske støddæmpere og kulfiberbremser, er 599 GTO om ikke en ballerina, så i hvert fald en eksotisk danser med en nærmest overnaturlig graciøsitet.

Det skyldes ikke mindst at her er kulfiber allevegne. Og vi mener alle vegne. Diffusor, dørsider, indstigningslister, sideskørter, midterkonsol, rat, sæder – ja selv centerkapslerne er lavet af det dyrebare og lette materiale. På den vis blev Ferrari 599 GTO en øvelse i at transformere de nye teknologier fra 599 XX og samtidig gøre bilen mere omgængelig, så føreren ikke behøver en superlicens hver gang et sving nærmer sig i horisonten.

Når 599 GTO rammer tophastigheden på 335 km/t, roterer motoren 8400 gange i minuttet. Og med en forbedret indsugning og helt ny udstødning, er der intet i verden der kan forberede dig på det øredøvende tordenvejr, der skræmmer livet af mindre husdyr i et par kilometers omkreds, lige inden du rammer begrænseren.

Men trods de voldsomme præstationer handler det om meget mere end rå kraft. For akkurat som sine to forgængere er 599 GTO andet og mere end bare en superbil. Den er et kunstværk, der flytter sig gennem tid og rum – et stykke automotiv historie, der var lige så eftertragtet i 2010 som den er i 2024 – og som den vil være når vi alle er borte. Ferrari 599 er en bro mellem fortid, nutid og fremtid. Besøg vores showroom i København og kom helt tæt på legenden.