15. sep 2024

Purisme til perfektion

BMW M3 E90 - Purisme til perfektion

Igennem tiderne har mange bilmærker leveret sportssedan’er fra øverste hylde; Audi og deres RS-modeller, fra Mercedes-Benz’ hånd er der kommet utallige AMG’er, for slet ikke at nævne Jaguar, Maserati, Lexus.

Især BMW har gjort sig bemærket i denne klasse med deres imponerende række af M-modeller. En af dem er BMW M3, og især E90-udgaven fra 2007, som har opnået ikonstatus inden for M3-serien.

Få år tidligere havde BMW introduceret V10’eren i storebror M5, og fra denne blok støbtes den nu legendariske S65-motor. Fire liter, 420 hestekræfter og et soundtrack der får dig til at forlade sengen om natten, for at sætte dig ud i garagen, starte bilen og bare dappe på speederen en time eller to. Det er som at lytte til en højoktansopera over et heavymetal riff i baggrunden.

Inden det kom så langt skulle puristerne lige sluge en kamel eller to, for hvordan kunne en V8’er – en så markant anderledes motorkonstruktion – dog på nogen måde overgå de silkebløde rækkeseksere i E36 og E46? Det skulle vise sig at de bayerske ingeniører nok engang havde truffet det rigtige valg, for V8’eren spandt som en kælen kat i løbetid. Hele 8.400 omdrejninger kunne den tage, inden speederen skulle løftes. Og samtidig var motoren omkring 15 kilo lettere end forgængeren – et resultat af at blokken kom fra samme støberi, der producerede BMW-Saubers Formel 1-motorer på den tid. Så kritikken forstummede i omtrent samme sekund de første biler trillede ud fra forhandleren. 

Som altid med en BMW handler det dog også om andet og mere end bare motoren. Med sit baghjulstræk og en fin vægtfordeling, har M3’eren en balance og ro gennem svingene, få kan gøre efter. Den er altid præcis på linjen, selv om halen altid kan komme på afveje, hvis chaufføren vælger det. Og alligevel formår M3 også at fungere til hverdag, når ungerne skal hentes eller der er tilbud på Riesling i den lokale Lidl i München.

 

Med andre ord står vi over for en bil, der på mange måder mestrer alt, hvad den kaster sig ud i. M3 E90 fremstår som et ikon fra en tid, hvor sportsvogne kombinerede præcision og kraft på en måde, der både fascinerede og imponerede. Den skabte en balance mellem rå ydeevne og køreglæde, som få biler i dens klasse har kunnet matche siden. Når vi ser tilbage, står den som en milepæl for sin generation, hvor køreglæde og rendyrket performance var i fokus og satte nye standarder for, hvad en sportsvogn kunne levere.

Denne M3 E90 står som et flot eksempel på, hvordan tidløs design og imponerende ydeevne kan forenes i en bil, der stadig imponerer flere år efter sin lancering. Den har kun 118.000 kilometer på klokken, sekstrins manuel gearkasse, Supersprint-sportsudstødning og komplet udfyldt servicebog med 15 stempler – alle naturligvis fra autoriserede BMW-værksteder. Det findes ikke meget bedre, så kom forbi vores showroom i Køge og oplev en M3, der virkelig sætter standarden for køreglæde.