05. nov 2023

Audi RS6 Avant – Den sydtyske supersleeper

Audi RS6 Avant - Den sydtyske supersleeper

At designe en stationcar er en af de mest krævende opgaver for en bildesigner. Her skal hensyn til både signalværdi, normer og plads spille ind. Heldigvis lader Audis designere sig ikke begrænse.

 

Den markante profil på RS6, med de brede hofter og den dynamiske positur, viser at man selv med tre børn, fodboldtræning om søndagen og kør-selv-ferier til Italien, godt kan køre en bil, hvor elegance, skønhed og rå udstråling er i højsædet.

Selv om Audi har en 100-årig historie, var det RS-modellerne der fik positioneret Audi som den gyldne middelvej, når der skulle vælges en stationcar, som både har stil og power. RS-modellerne blev dermed den perfekte Guldlok-bil – og ingen RS var det mere end RS6. I den store A6-karosse, får både chaufføren og familien plads, komfort og performance i én perfekt pakke. Og lad os lige dvæle ved dens performance. For RS6 har altid været vild, men kontrolleret. Du ved, du kan skabe ballade med et vrik med foden, men det er nok bedst at lade være. For vildskaben lurer lige under overfladen og når det først går løs, er det næsten for sent at fortryde. Heldigvis er tøjlerne, på trods af vanvittige sekshundrede hestekræfter, altid til rådighed og en RS6 bliver aldrig bidsk eller utilregnelig. Bare imponerende, overbevisende og med en tilstedeværelse på vejen, som få andre kan gøre efter.

I snart 30 år har RS-modellerne fra Ingolstadt været indbegrebet af den ultimative stationcar – og dermed den ultimative sleeper. Kom forbi vores showroom og mærk hvordan det føles at være absolut forrest i feltet – helt uden at andre opdager det. Vi glæder os til at se dig.