09. sep 2022

Den giftiggrønne GT

Mercedes-AMG GT-R - Den giftiggrønne GT

Er du typen der ligesom os bruger hver anden søndag foran tv-skærmen, når Formel 1-feltet turnerer verden rundt, kender du allerede Mercedes-AMG GT-R. Gennem de forrige sæsoner har bilen været Bernd Mayländers foretrukne arbejdsredskab når verdens 19 bedste kørere og Nicholas Latifi skulle holdes i kort snor: En lynhurtig racerbil, skabt til de hurtigste racerkørere.
Kigger vi lidt ned af rangstigen, er den normale Mercedes-AMG GT en aldeles fremragende kombination af touring og sport. Det er bilen du vælger, når du kommer i tanke om du har efterladt ovnen tændt i sommerhuset. Ved Comosøen. I Italien. Men det undseelige R i modelnavnet forvandler bilen til noget helt andet.
En skriggrøn giftslange!

Som den står her nu, med sin skriggrønne farve, som en giftslange der var undsluppet Stuttgart Zoo, er det svært at lade sig nøjes med standardmodellen. Farven hedder “Green Hell Magno”, naturligvis opkaldt efter det grønne helvede Nürburgring, fordi hvorfor skulle man lade være, når man nu kan. Med en omgangstid på 7 minutter og 10 sekunder blev den samtidige 911 GT3 RS sat eftertrykkeligt til vægs og den slags skal naturligvis fejres. Og det blev det så; med en skriggrøn GT-R, som er ren adrenalin på fire hjul og bedst på en bane. 
Den enorme bagvinge, der er på størrelse med en mellemstor studiebolig i København, tilføjer mere end 150 kg ekstra downforce på bagakslen. Noget, der må siges at være en nødvendighed, eftersom man fandt godt 75 ekstra hestekræfter i V8’eren et sted ude foran.

Med bagenden solidt plantet i asfalten gør forhjulene dét, de er beregnet til, nemlig udelukkende at styre. Og indstyringen er så delikat og præcis, at du rammer svingene til perfektion – hver eneste gang.

Effekten er altså skruet helt op til 585 hk og med to enorme turboer under hjelmen, kunne man frygte at trykke højre fod i gulvtæppet og nå at overveje hvem af arvingerne der skulle begunstiges mest i ens testamente, inden der for alvor skete noget. Men med en kombination af dygtighed og hvad der formodentlig er mørk magi, har de tyske ingeniører formået at få V8’eren til at opføre sig som en sugemotor.

En lineær effektkurve og ikke mindst en umiddelbar speederrespons gør GT-R helt umanerligt involverende og direkte sjov.

Og alt det til trods, er dét der betyder noget, dét man husker, faktisk mest af alt lyden. For den er himmelsk. Eller måske snarere djævelsk. Når de 8 cylindre arbejder for fuld kraft og rammer syvtusinde omdrejninger i minuttet åbnes porten til Helvede med et lydtæppe af en anden verden. Kig selv forbi vores showroom i Middelfart og oplev den helt tæt på.

Klik på knappen for at læse mere om bilen

Skal vi hjælpe dig med drømmebilen?

Vil du se hvilke andre biler som Selected Car Leasing har på lager, så klik på knappen nedenunder.

Går du og drømmer om en helt speciel bil, så tøv ikke med at kontakte os her, så vi kan hjælpe dig ud og køre i din drømmebil.