21. jan 2022

Et 50’er ikon med moderne flair

Porsche 911 Speedster - Et 50'er ikon med moderne flair

Med introduktionen af 911 Speedster i 2019 blev der sat det smukkeste punktum man kan forestille sig for en 911-generation, der i den grad satte sit præg på Porsches historie.”
Bilen, med modelkode 991, opnåede op gennem 2010’erne fornemme salgstal og blev produceret i så mange varianter, at der var noget for enhver smag.
Svanesangen for modellen blev denne 911 Speedster, der med sine kun 1.948 producerede eksemplarer var en elegant hyldest til den originale 356 Speedster. Porschekendere vil notere sig tallet 1948, der var fødselsåret for Porsche som selvstændigt mærke – og samtidig markerede introduktionen af Porsche 356. Med en så lille produktion, bliver ejerskabet af en Speedster en eksklusiv klub, for de få udvalgte.

Det var den amerikanske Porsche-importør Max Hoffman der med sin drøm om at skabe en billig roadster, der kunne konkurrere med de hjemlige mærker, blev startskuddet til Speedsterens – ja, måske hele Porsches – succes. Især i Californien blev bilen populær og det på et tidspunkt hvor det stadig var ilde set at købe tysk. Hoffman var i øvrigt også ophavsmanden til en anden halvberømt klassisk bil. Den havde mågevingedøre og kom fra et konkurrerende tysk mærke, men den historie må vente til en anden dag.
På overfladen kan det virke som om ingeniørerne har taget lidt tilfældigt fra hylderne. Her er fronten fra en GT3, bagenden fra en Carrera 4S Cabriolet og så er opskriften krydret lidt med skærme og kølerhjelm fra en 911R. Men det virker. For fanden, hvor det virker. Står du bag bilen og betragter hoftelinjen, er det svært ikke at lade en kærtegnende hånd glide hen over de fascinerende kurver. Havde du givet samme kærlighed til din første kone, var hun nok ikke stukket af med gartneren. Men nu har du i stedet en 911 Speedster og det er på mange måder et godt bytte. For hvorfor have Karen Kedelig i soveværelset, når man har en ung Claudia Schiffer i garagen.

Under de forførende former finder man reelt en forklædt GT3. Motor, styretøj og undervogn er planket direkte fra trackdaymesteren og sammen med den manuelle gearkasse er denne Speedster den mest involverende af slagsen nogensinde, omend stadig mild, kontrolleret og til at bruge på landevejen. Bag rattet er oplevelsen den samme som altid i en 911’er. Du sidder lavt, bag en fladere vinklet forrude og med boxersekseren som hvad der føles som 30 cm bag dig. Lyden har sjældent været smukkere, for med tagkluden nede er der fri passage til dine øregange. Skal du køre langt, som for eksempel til en vis bane i Eifelbjergene, vil du glæde dig over at den komfort, du ellers kender 911’eren for, er i behold. Her er dog ingen dørhåndtag, fordi hvorfor skulle man nogensinde ville ud af bilen igen. I stedet er her to små stropper og det har helt sikkert sparet mindst 100 gram vægt – og mere vigtigt endnu, trukket en rød tråd fra den originale 356 Speedster.
991 Speedsteren er det bedste farvel man kunne forestille sig.

Skal vi hjælpe dig med drømmebilen?

Vil du se hvilke andre biler som Selected Car Leasing har på lager, så klik på knappen nedenunder.

Går du og drømmer om en helt speciel bil, så tøv ikke med at kontakte os her, så vi kan hjælpe dig ud og køre i din drømmebil.